Det er et hold med krummer | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
11. maj 2017

- Det var en fantastisk god kamp. Det var marginalerne, der gjorde, at vi ikke fik noget. Spillerne lavede en jætte indsats.

Sådan lød kommentarerne fra Claus Uhrenholt umiddelbart efter kampen.

- Men jeg er ked af, at spillerne ikke fik noget med her fra. Det havde de fortjent. De spiller en klassekamp, og de spiller efter den plan, vi sammen har lagt.

- Det var ufortjent, at vi ikke kom herfra med point, men sådan er sporten.

- Var det manglende erfaring, der spillede ind i de sidste minutter?

- Det er det. Men det er de små marginaler, der afgør det. Det er så lidt, der skal til

Claus Uhrenholt peger også på, at efter hans opfattelse ser Skjern-spillerne slidte ud.

- Lad os nu se, hvor meget de kan på søndag. I dag kom de ikke med noget nyt. De kom med det, vi vidste de ville komme med.

- Vores spillere leverede en stor præstation, og det er det jeg har sagt tidligere: vi har et hold med krummer i.