Det har været en rigtig flot succes | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
21. marts 2015
En – vil mange nok mene – for kort håndboldsæson er forbi.

Det blev ikke til en slutspilplads for Ribe-Esbjerg HH, og da det stod klart, var der i øjeblikket givetvis mange, der var skuffede.

Men der er ikke grund til skuffelse, når vi ser på sæsonen som helhed. Langt de fleste havde på forhånd ”solgt sæsonen for 25 point”.

- Vi har haft en rigtig flot sæson. Vi har fået 25 point, og det var de færreste, der regnede med så mange point ved sæsonens start. Vi kan se, at der skulle rigtig mange point til for at komme i slutspilet. Vi ligger lige uden for, og det er ærgerligt, for vi ville gerne have været med. Men når det er sagt, så har det været en rigtig flot sæson, siger sportschef Sune Agerschou, der fortsætter:

- Der er medier, blandt andet JydskeVestkysten, der skrev, at vi skulle spille med om direkte nedrykning, og på den baggrund har sæsonen været rigtig god.

Sune Agerschou

- Skal vi se på det spillermæssige, har vi generelt stået stærkt i defensiven. Vi har et af de bedste forsvar i ligaen overhovedet, og i mange kampe har vi også haft en god målmandspræstation.

- Der er rigtig meget at bygge videre på i forhold til den del.

- Vi kan kigge på efterårskampe, hvor vi taber en hulens masse kampe med et eller to mål. I mange er vi foran men misser det til sidst. Her kunne vi have hentet flere point, men det skal vi ikke græde over. Vi skal glæde os over den flotte sæson med 25 point. Det er langt mere end forventet.

- Hvad med udsigterne for næste sæson?

- Der er et par enkelte pladser på holdet, vi skal have forhandlet på plads.

- En af dem er pladsen som playmaker, hvor den endnu ikke er helt lukket med Matias Helt, og vi har løbende kontakt. Jeg har kontakt med flere andre og tæt kontakt med en enkelt, så nu må vi se, hvad det ender med, yder det fra sportschefen.


ANDRES MENING
 

JydskeVestkysten har stillet fire såkaldte overdommere spørgsmål om håndboldsæsonen, og et af spørgsmålene lød: Ribe-Esbjerg HH sluttede på en 9. plads i grundspillet. Det rakte ikke til en plads i slutspillet, da man manglede to point for at indhente Århus på 8. pladsen. Hvordan vurderer du REHH’s præstation i grundspillet ud fra de forventninger, du havde til dem inden sæsonen?

De fire er enige om, at REHH har klaret sig bedre end forventet.

Tina Müller, sportsjournalist på DR1, have således ikke set placeringen som nr 9 komme: - Jeg havde forventet, at de skulle være med i nedrykningsspillet.

Tina Müller roser desuden Claus Uhrenholt for at have gjort rigtig meget og Matias Helt for at spille på et højt niveau som playmaker.

Peter Bruun Jørgensen, håndboldekspert på TV2 havde ikke de store forventninger til holdet før sæsonen: - De har spillet godt og kan endda tillade sig at ærgre sig på sidste spilledag over en misset slutspilsplads.

Peter Bruun Jørgensen roser specielt målmand Sebastian Frandsen og den stærke defensiv og nævnet, at holdet helt klart har været over middel i grundspillet.

Søren Herskind, kommende assistenttræner på kvindelandsholdet, mener at holdet er sluttet højere end forventet og at Sebastian Frandsen måske har været fem til seks point værd: - Jeg havde ikke forventet, at de var rykket ned, men heller ikke, at de var tæt på slutspillet.

Kim Mikkelsen, sportsjournalist på JydskeVestkysten, mener at indsatsen er meget mere end godkendt: - Der e gjort et fremragende arbejde af Claus Uhrenholt og hans folk rundt om i klubben.