Det var spændende og lige ved | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
18. marts 2015

Det blev en fantastisk spændende aften i Invactor Arena i Ribe, da vi slog Mors-Thy med 26-24 i et nervepirrende opgør.
Det var kampen om 8. pladsen, men desværre slog Århus Skanderborg, og dermed blev vi henvist til 9. pladsen.
Men en flot præstation af vores hold både i aften og hele sæsonen.
Som det vil være bekendt, var der fire hold, der spillede om den 8. plads, der gav den sidste plads i slutspillet. Med en sejr til os og nederlag til Århus og SønderjyskE, var det os, der var vinderne, men desværre for os var det Århus, der trak sig sejrrigt ud af opgøret i Skanderborg.

Tæt på

Vores drenge gjorde det rigtig godt i Invactor Arena, og vi var tæt på. Skanderborg fulgte Århus til dørs, og da der manglede et kvarter af kampen, var Skanderborg foran med en, mens vi førte med to og SønderjyskE bag bagud mod Team Tvis Holstebro. Dermed var vi i slutspillet.
SønderjyskE tabte deres opgør, men Århus vandt deres og tog dermed 8. pladsen for næsten af os. Vi landede på 9. pladsen, og det er i sig selv over forventning.

Aftenens kamp

Kampen mod Mors-Thy var præget af, at begge hold gerne ville vinde, og var karakteren for skønhed ikke i top blev det opvejet af underholdningsværdien, så de 1445 tilskuere fik i den grad noget for pengene både i form af intensitet og spænding.
Der blev gået til "stålet" lige fra start, og det samme gjorde Mors Thy, hvorfor det hele blev lidt rodet.

Morten Vium spillede en stor kamp og scorer her et af sine seks mål.

Det er svært at fremhæve nogle af vores spillere fremfor andre, men Morten Vium spillede en stor kamp. Det samme gjorde brødrene Holm, og generelt var det en god præstation af alle.
Mors Thy var kun foran en gang i kampen, og det var med 2-1. Senere lykkedes det dem i anden halvleg at udligne et par gange, men derved blev det. Vores spillere havde momentum hele kampen i gennem, og det gav resultat.
Samtlige spillere bød ind, og der var ingen, der faldt ud. Forsvaret med en meget stærk Sebastian Frandsen som sidste skanse, spillede stærkt ikke mindst anført af Rasmus Bertelsen, og angrebet spillede fornuftigt med gode gennemspillede angreb, der blev krydret med gode kontraer, og netop kontraerne lykkedes det med flere gange i denne kamp.
Mors-Thy var bestemt ikke noget dårligt hold, og et par elegane vip gav pote i form af nogle flotte mål, men vores spiller matchede dem, og det var en fortjent sejr, der kom i hus.

Kampens spiller


Pia vig fra Syddanske Medier hyldede Sebastian Frandsen som man of the match

Sebastian Frandsen blev efter kampen udnævnt som kampens spiller for REHH af Syddanske Medier, der var kampsponsor.
Efter kampen roste Sebastian Frandsen forsvaret for at stå godt og gøre opgaven lettere for ham.
- Er det ikke udtryk for falsk beskedenhed?
- Det er nok også lidt min egen indsats, men vi har det tredje bedste forsvar i ligaen mål på de mål, der er gået ind, og det hjælper mig.
- Hvad synes du om kampen i aften?
- Vi spiller godt i forsvaret og et pænt angreb og får nogle kontraer. det er positivt, at vi vinder.

Tilfreds træner

Det var en tilfreds cheftræner Claus Uhrenholt, der kunne gøre status efter kampen:
- Jeg er meget godt tilfreds. Det var en super indsats af holdet. Det lyste ud af dem, at de ville vinde. Vi møder et godt kæmpende hold fra Mors-Thy, der også ville vinde, men vi spiller en god kamp.
- Set fra sidelinjen er det alle vores spillere, der byder ind?
- Det skal det også være på vores hold. Vi skal have spillere, der afløser hinanden. Når den ene går død, skal den anden tage over. Der er stort cadeau til holdet for en god indsats. De troede på det. Det er helt perfekt.
- Er sæsonen godkendt?
- Vi er blevet nummer ni, og hvem troede på det fra starten? Hvem troede, vi skulle blive placeret foran SønderjyskE og Mors-Thy.
- Spillerne kan se sig selv i spejlet. De har spillet godt. Ingen troede på, at vi skulle nå 25 point, påpeger Claus Uhrenholt.
de 25 point, er de fleste, holdet har fået i ligaen hidtil.

OK at Århus vandt

Rasmus Bertelsen, der er en af sæsonens og kampens store forsvarsprofiler, sagde efter kampen, at  sportsligt og klubmæssigt er det i orden, at Århus vandt og fik 8. pladsen og dermed kom i oprykningsspillet.
Om aftenens kamp sagde han: - Vi leverer en fin fight og en god kamp. Det er to meget jævnbyrdige hold, og det er flot, at vi har nået 25 point. Det er sjovere at være tæt på oprykningsspillet end at være langt fra.
Mads Overgaard, der lavede nogle flotte mål, glædede sig over den gode stemning i Invactor Arena, som hjælper spillerne.

Kampen i tal

Rene Antonsen sagde farvel med en flot kamp.

Målscorere: REHH: Morten Vium 6 (2), Philip Holm 4, Jacob Holm 4, Matias Helt 4, Mads Overgaard 3, Rene Antonsen 2, Morten Nyberg 2 og Rasmus Bertelsen 1.
Mors-Thy: Rasmus Søby 6, Asbjørn Madsen 6, Jac Carlsson 3 (3), Jesper Meinby 3, Nicolai Sommer 2, Henrik Tilsted 2, Jonas Porup 1 og Gudmundur Olafsson 1
Udvisninger: REHH 1, Mors-Thy 3.
Dommere: Jesper Kirkholm Madsen og Ole Blok.

Fotos: mogens b.