Dina er en rigtig fuglepige | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
8. december 2014

Håndbold er ikke kun sport. Det er også gode oplevelser i form af musik, fest og farver, og for at skabe det, skal der mennesker bag.

Noget af det, der er med til at skabe festen omkring Ribe-Esbjerg HH’s hjemmekampe, er Frøs Herreds Sparekasses isfugl, der danser som optakt til kampene. Og de bliver nu assisteret af tre piger, Dina på 9 år, Frederikke på 9 år, og Nicoline på 10 år.

Nicoline er datter af REHH’s direktør, Rikke Tangaa, mens Frederikke er datter af sportschef Sune Agerschou.

Dina der i mod har ikke meget tilknytning til håndbolden bortset fra, at hun tidligere ofte sammen med mormor og morfar, Bente og Lars Thullin, har fulgt Team Esbjergs kampe. Nu er Bente og Lars Thullins firma, it-virksomheden Centex blevet storsponsor i REHH.

Centex er et 15 år gammelt it-firma, der lægger vægt på at lave totalløsninger til firmaer ud fra kundernes behov. Firmaet fungerer ofte som firmaernes it-afdeling med udgangspunkt fra Esbjerg.

Dina (t.v.) og Nicoline sammen med Isfuglen foran Centex's domicil i Esbjerg.

Og at mormor og morfars virksomhed nu vægter herrehåndbolden, bekommer 9-årige Dina godt.

Dina har altid selv gerne villet være et af de børn, der løber på banen sammen med spillerne før kampstart, men da Dina ikke selv spiller håndbold, er den mulighed udelukket.

Det næst bedste er så at være ”fuglepige” sammen med isfuglen, og den tjans nyder Dina. Desværre kan hun ikke være med til hver hjemmekamp, for når der spilles aftenkampe overskrides tidspunktet for kampene sengetiden til Dinas store fortrydelse, forklarer mormor Bente.

Til gengæld lover mormor så at optage kampene på video.

- Der er ingen tvivl om, at Dina synes herrehåndbolden er sjovere end kvindehåndbold, for hun har aldrig bedt om at få damekampene optaget, lyder det fra mormor.

Dina har fået en trøje med Pelle schillings nummer, for ham har hun talt med under en kamp, hvor Pelle måtte sidde udenfor med en skade, og det gjorde indtryk.

Og når nu morfars it-firma er blevet storsponsor i REHH, er det klart, at det er her, Dinas interesse ligger, så ud over at være ”fuglepige” har hun også været med til at uddele deltagerarmbånd til VIP-arrangementerne.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at Dina selv kommer til at spille håndbold – i hvert tilfælde ikke lige med det samme.

- Nej, hun er hestepige, lyder det fra Bente Thullin.