En halvleg slog ikke til | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
23. januar 2016
En rigtig flot første halvleg og en - for at sige det pænt - mindre god anden halvleg var det, der kom ud af lørdagens træningskamp mod svenske Landskrona.
Resultatet blev en svensk sejr på 33-26 efter vi havde vundet første halvleg med 16-12.
I første halvleg var der fint flow over spillet i både forsvar og angreb. Det blev skabt nogle gode chancer, som for størstepartens vedkommende blev udnyttet, og forsvaret havde godt styr på de svenske modstandere. Bortset fra en enkelt gang ved stillingen 5-4 til svenskerne var gæsterne konstant bagud hele halvlegen, og med det spil, vores spillere viste, tydede alt på, at det skulle blive en sejr.
Der blev prøvet mange kombinationer af i angreb og forsvar, og det meste lykkedes. Der blev vist virkeligt mange fine angrebsdetaljer, ligesom forsvaret bed godt fra sig.
Men i anden halvleg gik det helt galt.
Ikke fordi, der i angrebet ikke blev skabt chancer, men de blev for en stor parts vedkommende ikke udnyttet ikke mindst på grund af for mange fejlafleveringer og ingen præcision i skuddene. Og jo mere, der gik galt, jo mere frustrerede blev spillerne tilsyneladende. De fejl, vores spillere lavede, blev omgående straffet, og det var ikke så få kontramål, svenskerne fik på denne konto.
Jacob Holm (billedet) var en af de spillere hos os, der bevarede hovedet koldt, men flere andre viste momentvis fine præstationer. Det gjaldt eksempelvis Rasmus Lind, der passede målet i første halvleg.
Foto: elkjaerfoto.dk