En taktisk sejr gav to points på kontoen | Nyheder | REHH

Johnny Tauman
10. Februar 2018

Ribe-Esbjerg HH fik den første skalp i jagten på en slutspilsplads, da holdet på udebane besejrede Skanderborg Håndbold med (31-34) efter en pauseføring på (14-17). Det lignede midt i 2. halvleg en gentagelse af efterårets kamp i Blue Water Dokken, da Ribe-Esbjerg HH havde bragt sig foran med 8 mål, men udvisninger og boldtab gjorde kampen unødvendig spændende.

MÅLMAND TIM WINKLER SKULDERSKADET
Ribe-Esbjerg HH måtte til kampen set bort fra første valget på målmandsposten, Tim Winkler, der er ude med en skulderskade. Når vi ser holdets bredde – er der bemærkelsesværdigt, at hele 8 spillere på scoringstavlen – det lover godt for de kommende kampe.
JACOB HOLM LEVEREDE 9 ASSIST
Ikke nok med at Jacob Holm scorede 6 mål – han lavede ikke mindre end 9 assist, hvilket må gøre ham til rundens konge på dette område (fastelavnsweekend)!
Skanderborg håndbold begyndte kampen meget usikkert og kom bagud med (0-4) efter blot 3½ minut – det både takket være fejlafleveringer og redning i målet af Rasmus Lind.
SKANDERBORG MÅLMAND SKUDT I SÆNK
Ribe-Esbjerg HH´s skytter gjorde ”det onde” ved Skanderborgs målmand Kristoffer Laursen, der allerede efter 10 minutter måtte lade sig udskifte med Bertram Obling – en redningsprocent på 0 gjorde udslaget! Pelle Schilling, Lukas Karlsson, Mathias Jørgensen og Miha Zvizej havde ved eksemplariske aktioner bragt Ribe-Esbjerg HH foran med (5-8).
Hjemmeholdet kæmpede sig tilbage i kampen – og kom på (8-9) i en periode, hvor Rasmus Lind dog havde et par gode redninger. Holdet havde dog mulighed for at komme på uafgjort efter at Miha Zvizej havde misbrugt et kontraangreb, men heldigvis skød holdets bedste spiller Morten Balling forbi mål.
Ribe-Esbjerg HH kom igen foran med 4 mål (8-12) – men en række regelfejl gjorde, at forskellen godt 6½ minut før pausen var reduceret til et mål igen (12-13).

EMIL TELLERUP TOG JOKERROLLEN
Her valgte cheftræner Ryan Zinglersen at spille sit joker-kort på målmandsposten. Emil Tellerup kom ind i buret og snuppede på fornemste vis de to første skud. Skanderborg Håndbold fik udvist en spiller, og nu var det spændende at se, om Ribe-Esbjerg HH havde fået lært at udnytte overtalsspillet. Det gik rigtig godt – 2-0 og dermed en føring på (12-16). Det blev (13-17), inden Skanderborg Håndbold kunne reducere på straffekast til (14-17). Efter første halvleg stod Rasmus Lind noteret for en redningsprocent på 25, mens Emil Tellerup var på 50. I Skanderborgmålet var Bertram Obling kommet på 35 %.
SUVERÆN START PÅ 2. HALVLEG
Starten på 2. halvleg var eventyrlig, efter Kasper Irming havde reduceret til (15-17). Emil Tellerup leverede 3 klasseredninger – og da Morten Nyberg, Philip Holm og Rasmus Nielsen samtidig var sikkerheden selv, viste måltavlen stillingen (15-23).
Jacob Holm fik gjort det til (15-23), da Miha Zvizej blev udvist. Ribe-Esbjerg HH rykkede tættere sammen og overvandt undertalssituationen uden scoringer af Skanderborg Håndbold.
Så var der Jacob Holms tur til at afsone 2 minutter – og da Skanderborg igen forsøgte sig med målmand Kristoffer Laursen, bragte Ribe-Esbjerg HH sig afgørende foran.
Yehia Elderaa kom på banen, men opnåede ikke meget andet end en 2 minutters udvisning.

MÅLMAND RASMUS LIND KOM TILBAGE I MÅLET
Cheftræner Ryan Zinglersen havde taktikken på plads – og spillede igen en joker-målmand på banen: Rasmus Lind, der med sikre indgreb var med til at genvinde 6 måls føringen – og endog med en Rasmus Nielsen scoring til (24-31) med godt 7 minutter tilbage af kampen!
Om det var det misbrugte straffekast af Rasmus Nielsen (54:48), der gav hjemmeholdet blod på tanden skal være usagt – men en lang række regelfejl gjorde, at Skanderborg Håndbold kom FOR tæt på.

UDVISNING PÅ KRITISK TIDSPUNKT, MEN LIND VAR KLAR!
Da Morten Nyberg med tiden 58:14 pådrog sig en udvisning og hjemmeholdet ved stillingen (29-32) fik straffekast var kampen pludselig åben. MEN! Morten Balling, der i øvrigt blev topscorer for hjemmeholdet med 9 mål, brændte på Ribe-Esbjerg HH´s målmand Rasmus Lind. Kampen ebbede herefter ud med et par scoringer til hvert hold til slutfacit (31-34).

Målscorere: Jacob Holm 6, Pelle Schilling 6, Morten Nyberg 5, Lukas Karlsson 5, Miha Zvizej 4, Rasmus Nielsen 4, Philip Holm 2 og Mathias Jørgensen 2.