En veloverstået sæson | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
18. juni 2022

Afslutning for hele klubben, inden flere drager afsted på ferie.


Spillere, frivillige og stab samlede sig i går eftermiddags i Escape Zone, hvor den fik hele armen med spændende aktiviteter!

Efter god underholdning i Escape Zone tog alle mand videre til dét, som skulle være lokationen for resten af aftenen. Der var anrettet lækker tapas fra Slagter Theilgaard med brød fra Guldbageren. Maden var helt i top og blev selvfølgelig nydt med skønne vine fra Vinhuset TopWine.

Der blev holdt tale omkring sæsonen af vores bestyrelsesformand Holger Refslund og cheftræner Anders Thomsen holdt tale for hver enkelt spiller, som ikke vender retur efter sommerferien. Heriblandt var Søren Rasmussen, som der i aftenens anledning var lavet en særlig gestus til, i form af en video med hilsner fra både fortiden og nutiden – alt fra gode venner, tidligere holdkammerater, fans og cheftrænere. En stor tak skal lyde til de, som var involveret i denne rørende video. 

Der har været et stærkt kammeratskab i truppen. Det har alle de 9 spillere en stor aktie i. Og det samme gælder selvfølgelig sæsonmålet om Slutspil.

Vi ønsker spillerne en fortsat god karriere – og på den ene eller anden måde – på gensyn!


Her skal de hen:

Søren Rasmussen, målmand: Målmandstræner i TTH Holstebro

Andreas Haagen, målmand: Ajax

Jonatan Mollerup, bagspiller: Skanderborg Aarhus

Torben Petersen, bagspiller: Skanderborg Aarhus

Anton Fredslund, bagspiller: Faaborg

Tobias Olsen, fløj/bagspiller: Ajax

Jonas Hald, fløj: Ajax

Miha Zvizej, streg: TTH Holstebro

Christoffer Langerhuus, streg: Bækkelaget, Norge


Også Orla Dahl, som er ansvarlig for vores uundværlige frivillige, holdt tale. Talen blev fulgt op med kåringen af Årets Frivillige, som hver modtog et gavekort til Ho Ferie- og Aktivitetscenter. Årets Frivillige blev Jens Erik Hansen, Anne-Lise Kristensen og Dagny Eskildsen - vi ønsker dem et stort tillykke med kåringen og siger TAK for deres indsats.


Der blev grint, grædt og hygget. En fantastisk afslutning, fra start til slut, på en formidabel sæson - og hermed står den på velfortjent sommerferie for hele klubben.

Vi håber på at se jer alle på lægterne til en ny og spændende sæson senere på året!


God sommer.