Fantastisk præstation gav to gode point | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
25. februar 2016
En fantastisk flot holdpræstation sikrede os to vigtige point over BSV denne torsdag aften i Blue Water Dokken.
BSV blev sendt hjem med et nederlag på 24-19 efter 11-11 ved pausen.
Jo mere kampen skred frem, jo mere overtag fik vores drenge godt bakket op af et fantastisk hjemmepublikum. Og jo mere overtag, vores drenge fik, jo mere frustrerede blev BSV's spillere, hvilket medførte interne skænderier.
Første halvleg bød på et til tider virkeligt godt angrebsspil, ligesom forsvaret stod stærkt med en velspillende Sebastian Frandsen som en sikker sidste skanse.
I de situationer, hvor angrebet blev ved med at bevæge sig og spille bolden samt vente til chancen kom, var der tale om virkeligt godt spil fra vores drenge. Desværre var der også perioder, hvor angrebsspillerne ikke holdt hovedet koldt og tog nogle overilede chancer, ligesom der blev brændt for mange oplagte chancer, og det hævnede sig.
I forsvaret havde vi rimeligt fat i BSV, men det kneb en anelse på BSV's venstre fløj, hvor Stefan Hundstrup tre gange stod helt fri og havde let adgang til målet, hvor Sebastian Frandsen i de tilfælde var prisgivet. Samme Sebastian stod ellers en meget flot første halvleg med adskillig gode redninger på 100 procents frie skud.
Anden halvleg fortsatte om muligt endnu bedre, end første.
Man følte, at REHH havde styr på kampen, og stille og roligt blev forspringet øget til det endelige resultat, 24-19.
Der er grund til at rose hele holdet for at spille godt og fornuftigt.
Før kampen sagde cheftræner Claus Uhrenholt, at den kamp skal spilles klogt - og det blev den.


Jacob Holm sled og slæbe og spillede en flot kamp

Nok var der et par udfald hist og pist. Unge Jacob Holm havde et par afbrændere, men han sled og slæbte, og han skal roses meget kraftigt for ikke at give op men stadig forsøge. Og set over hele kampen gjorde han det virkelig flot.


- også Hans-Christian Lund spillede en virkelig god kamp.

Hans-Christian Lund spillede en virkelig flot kamp, og sådan kan jeg blive ved.
Ingen nævnt. Ingen glemt.
Morten Nyberg sad ude med en rygskade, men hans holdkammerater tog i den grad over, og med det spil, kan holdet slå alle i Boxer Herreligaen.
- Det var en virkelig god kamp, hvor vi ville det mere end modstanderne. Vi dækker rigtig godt op, og Frandsen står fantastisk. Vi brænder stadig for meget, men der er ingen, der slår op i banen, og alle bliver ved. Det var to vigtige point, konstaterede Troels Vejby Jørgensen efter kampen.
Pelle Schilling pegede på, at der var tale om en virkelig god fight.
- Vi havde et rigtig godt forsvar, og Frandsen stod fantastisk. Vi spillede på mål i stedet for at spille alibibold på tværs af banen, og mod sådan et hold, der angriber mand mand, skal vi gå mod mål. Og alle bliver ved med at kæmpe. Det var en rigtig god kamp, lød det fra Schilling.


Kasper Nielsen var en af forsvarsklipperne men fik også lavet et mål, inden han pådrog sig en mindre forstrækning i det ene baglår under et sololøb mod modstandernes mål.


Kampen i tal

Målscorere REHH: Jacob Holm 7, Morten Vium 6, Hans-Christian Lund 4, Philip Holm 2, Troels Vejby Jørgensen 2, Mark Nikolajsen 1, Pelle Schilling 1 og Kasper Nielsen 1.
BSV: Mads Christiansen 7, Stefan Hundstrup 4, Allan Damgaard 3, Nikolaj Øris 1 (1), Johan Hansen 1, Sebastian Skube 1, Kristian Krag Ørsted 1og Rasmus Jensen 1.
Udvisningr. REHH 1, BSV 4.
Dommere: Malene Krolykke Lythje og Hans Henrik Staal.
Tilskuere: 2087.

Foto: Elkjaerfoto.dk