For de mange frivillige ledere og hjælpere omkring REHH er det IKKE en træningskamp! - REHH møder Lemvig-Thyborøn i Dokken lørdag den 10. april kl. 14.30 | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
8. april 2021
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

De 3 kampe i kvalifikationsspillet har ikke længere betydning for REHH’s ligaposition i næste sæson. Det skyldes Århus-konkursen. Men jeg skal hilse og sige, at der alligevel er rigtigt meget på spil!

Efter kampen mod Ringsted påskesøndag har mange frivillige, der troligt møder frem år efter år og faciliterer alt omkring kampene, spurgt undertegnede, hvordan REHH kunne levere en så bleg indsats. Mod et lavbudgethold, som REHH på alle planer skal overmatche.

Jeg kunne kun bekræfte oplevelsen. Men ved jo godt fra mange år i den frivillige lederbranche, at der også spilles med hoved og hjerte. Og at man kan have dårlige dage. Men som én af de frivillige gennem mange år sagde: "Vi har altså brug for at få energi fra banen og opleve, at der er respekt for de mange timer, vi møder frem for holdet! Spillerne ved altid, hvor de har os!"

Og dér står den så - op til lørdagskampen! Med Esbjerg-drengen Mark Nikolajsen som styrmand, den ”gamle” REHH-venstrehånd Jonas Langerhuus, Mads Thymann og en stor bredde - kan vi forvente samme modstand som påskesøndag. For Lemvig-Thyborøn VIL det!

Vi er mange frivillige - med Coronatilladelse til at være på tilskuerpladserne - der har netop dét ønske til ”vores hold”. Og selvfølgelig er det kompetente team klar til at kvittere på lørdag i Dokken. For det er langt mere end en træningskamp!


/Lars Lundgaard


(Red.)
Kampen bliver livestreamet på facebook
Bemærk: det vil ikke være det vante setup. Streamingen bliver uden kommentatorer og uden det grafiske setup - altså uden målscorer, tid etc. Kvaliteten vil ikke være som de andre livestreams, men vi håber stadig at dette vil være tilfredsstillende, da alternativet vil være ikke at vise kampen.