For han er en af vor egne!' | Nyheder | REHH

Johnny Tauman
11. september 2017


Mathias Jørgensen er vendt tilbage til sin fødeby med målet om, at Ribe-Esbjerg HH bliver en fast bestanddel i toppen af dansk håndbold! Og når Mathias sætter mål, så bliver de opfyldt!
Allerede som 10 årig tryllede Mathias med håndbolden i den gamle Stadionhal – det var i KVIK Esbjergs gule klubdragt. Tiden på klubholdet skabte venskaber – venskaber, som også er den del af håndboldhverdagen i dag, hvoraf blot skal nævnes Jacob Holm.
Drengene ville noget med deres sportsgren – og sammen rykkede hele holdet til UH Esbjerg, som skabte store resultater – bla. DM som U18-spillere.
Mathias skrev som 1. års seniorspiller kontrakt med TM Tønder – og var med til at sikre oprykning fra 1. division og overlevelse i Håndboldligaen den følgende sæson. I Tønder-tiden scorede Mathias omkring 85 mål i 1. division og 65 mål i Håndboldligaen.

Det blev ikke i debutkampen mod HC Midtjylland, at Mathias fik puttet bolden i netmaskerne fra fløjen – men han tog revanche i lokalopgøret mod Skjern Håndbold med 3 mål på 3 skud! Det er ganske flot, når vi sammenligner med Anders Eggert fra Skjern Håndbold, der scorede 6 mål på 6 skud (dog inklusiv straffekast).

I UH Esbjerg mødte Mathias de to karismatiske trænere – Marc Uhd og Mark Bendixen, som har følgende kommentarer til Mathias´ historik.
Marc Uhd, der i dag er træner i UH Esbjerg, fortæller: ”Jeg kender Mathias som en fin fyr, der traf et rigtigt valg ved skiftet til TM Tønder. Han fik derved mere spilletid og ikke mindst ansvar. Mathias er rigtig god fra fløjen, men han skal fortsat udbygge sit repertoire lag for lag. Ja, og så mangler han nogle kilo på kroppen!” Forelagt denne udtalelse, responderer Mathias: ”Jeg spiser havregryn hver morgen – og sund kost - så det med vægten må være genetisk!”

Assistenttræneren for TM Tønder, Mark Bendixen udarbejdede meget tidligt en udviklingsplan sammen med Mathias: ”Inden for 5-6 år vil jeg være etableret LIGA-spiller!” – og denne målsætning er som bekendt indfriet! Mathias når sine mål!
Mark Bendixen stiftede bekendtskab med Mathias håndboldmæssige kvaliteter, da han mødte ham i 7. klasse på Vestervangskolen. ”Mathias var god til at reflektere – og viljestærk i alle facetter. Han var ikke et naturtalent, men målrettet og særdeles ambitiøs!”
Også uden for håndboldbanen er Mathias energisk – han er i gang med 3. semester på Maskiningeniøruddannelsen. Mon ikke vi ser noget af den viden omsat i REHH? God sæson, Mathias!

Mathias er et sandt eventyr - og efter et intensivt træningspas skal der hældes masser af vand på "maskinen".