God træning for begge hold | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
3. februar 2017

En god træningskamp for begge hold i flotte rammer skabt af Skærbæk Håndboldklub er essensen af denne fredag aftens opgør mellem Ribe-Esbjerg HH og TM Tønder.

Resultatet blev 28-28, og det skal der ikke lægges for meget i, for det var en kamp, hvor cheftræner Claus Uhrenholt prøvede mange ting af og skiftede meget ud. De unge spillere fik således meget spilletid, og ikke mindst Benjamin Holm gjorde det flot i både angreb og forsvar, ligesom Pelle Schilling var god, og det samme kan faktisk siges om de fleste af spillerne.

Vores nye målmand, Emil Tellerup, stod på mål i første halvleg, og han havde flere spektakulære redninger. I anden halvleg var det Søren Haagen, der tog over, og også han viste, at han kan det håndværk.

I modsatte ende stod Chr. Trams en virkelig god første halvleg, hvor han tog pynten af mange skud fra REHH-spillerne, og det var ikke mindst hans fortjeneste, at vi kun var foran med to mål - 16-14 - ved pausen.

I første halvleg kneb det også vores forsvar at holde TM Tønder stangen, men efterhånden som aggressitiviteten blev større, blev forsvaret også stærkere og fik lukket bedre af.

I anden halvleg demonstrerede REHH forskellen på de to hold og kom efter en god halv snes minutter foran med seks mål ved 24-18, men de mange udskiftninger og nogle lidt febrilske og for hurtige afslutninger bevirkede, at TM Tønder igen kom med.

Skærbæk Håndboldklub fortjener ros for arrangementet, og at vi var i "Tønder-land" var disse piger et tydeligt bevis på.

Små 200 mennesker overværende kampen i Skærbæk Kultur- og Fritidscenter, og her havde Skærbæk Håndboldklub virkeligt skabt nogle gode rammer, der var en turneringskamp værdig. Der var indløb, der var speaker og der var musik. Kun synd, at ikke flere fik glæde det det.