Hård kamp i vente | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
23. november 2019
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

Mandag den 25. november kl. 20.00 går det løs igen. Denne gang skal vi en tur til Skanderborg, som efter en lidt vaklende start har fundet rytmen, ja faktisk har de vundet de sidste to kampe med et måloverskud på 27. Så det er et hold som i den grad har et overskud, vi skal møde. 

Vi har derimod en dårlig oplevelse i bagagen fra vores sidste kamp mod Århus, hvor der ikke var meget, der fungerede. Den ro vi har fået bygget op de sidste par måneder var ikke til at se. Vi har derfor brugt en del tid på at finde tilbage til det der virkede så godt for bare 10 dage siden. Der har været fokus på vores interne regler i vores koncept samt kommunikationen på banen. 

De sidste par træninger har vi set en ændring - den ændring skal vi arbejde videre på, så vi kan gå på banen med en god fornemmelse. Spillerne har arbejdet godt, og der har været mange gode konstruktive snakke på kryds og tværs, så det er med fuld fortrøstning, at vi drager til Skanderborg. Vi glæder os alle til at vise, at vi er et hold, man kan regne med. 

Fra Skanderborg kommer man ikke udenom at nævne Marcus Mørk, Cornelius Kragh og Morten Balling, som i den grad er stemplet ind i de sidste kampe. Også en Mathias Bitsch på højre back har vist sit værd. Så det er et meget farligt hold, vi skal møde, men vi tror på vores chance og vil gøre alt for at levere varen.

Kampen kan følges direkte på TV2 Sport.

 

Lars Walther