Kampen var blevet solgt for uafgjort | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
15. april 2017

På spørgsmålet om, hvorvidt cheftræner Claus Uhrenholt på forhånd havde solgt aftenens kamp for uafgjort, lyder svaret spontant:

- Ja for f…..

- Det var en kamp, der rummede mange gode præstationer. Det er sådan en kamp, hvor begge hold har svært ved at knække kampen. Spillernes koncentrationsevne og mentale tilstand blev hele tiden sat på prøve, og den prøve blev bestået med mere end godkendt.

- Der er også nogle dumme ting, men dem må vi arbejde med.

- Hvad tænker du på?

- Vi tager lidt for mange dumme udvisninger, og at vi forcerer spillet i situationer, hvor vi har overtaget og har plusbolde.

- Men sejren kunne lige så godt være blevet vores. Jacobs sidste skud kunne lige så godt være gået ind men tager træværket og alt muligt andet. Og Hågen er meget tæt på at tage Ballings skud.

- Haagen står i øvrigt en flot kamp. Han har 14 redninger mens Thorbjørn Bergerud har 15. Haagen matcher det norske landsholds førstemålmand, siger Claus Uhrenholt og fortsætter:

- Jeg synes, vi var det bedste hold. Vi var kloge.

- Hvis du ringer i morgen og spørger, om jeg er tilfreds med to point mod mestrene BSV og et point mod sølvvinderne fra sidste år, TTH Holstebro, er svaret klart ja. Der var ikke mange, der havde regnet med, at vi havde tre point efter de to møder. Spillerne har præsteret sindssygt godt, og de kan godt være lidt stolte af sig selv.

- Det er jo tydeligt, at vi sagtens kan være med?

- Vi kan matche de bedste hold. Vi har vist, at vi er berettiget til at være i slutspillet.

- Nu kommer den store manddomsprøve på tirsdag mod Mors-Thy Håndbold. Og det gælder en kamp af gangen. Det har spillerne fået at vide, og de har fået at vide, at de skal holde snuden i sporet. Alt kan ske i denne pulje, så det er sindssygt vigtigt, at vi holder fokus på den næste kamp og skovler de point ind, vi kan få. Vi skal ikke forære noget væk. Skal de andre slå os, skal de være dygtige.

Claus fortæller, at spillerne slapper af søndag, og så er der let træning mandag som optakt til tirsdagens kamp.

- Det er en svær kamp, men vi har revanche til gode, lyder det fra cheftræneren.