Der er lagt op til en særdeles spændende kamp i morgen, onsdag aften, når Ribe-Esbjerg HH møder Mors Thy Håndbold.
Dels har Ribe-Esbjerg HH noget at revanchere fra kampen mod HC Midtjylland, dels skal REHH gerne have de to point for at blive i top 8, og endelig kæmper Mors Thy Håndbold om to vigtige point i håb om at undgå nedrykningsspillet.
- Hvordan skal Mors-Thy spilles?
Cheftræner Claus Uhrenholt: - Vi vil blive udfordret i forsvarsspillet i forhold til at kunne holde koncentration. De spiller med meget lange og sikre angreb og venter, til chancen er der. De laver så få fejl som muligt vel vidende, at fejl bliver straffet. De venter, til chancerne er størst.
- For os handler det meget om at få slået deres opbygning i stykker og få spilstop. De er gode til at holde boldene i gang.
- Det er et fint hold med gode og kloge boldspillere. Og de har en klog træner, der gennem mange år har bevist, at han kan få det bedste ud af sit hold.
- Det er en kamp, vi skal have to point i?
- Det får vi også, hvis vi leverer på det niveau, jeg ved, vi kan. Så er vi et bedre hold, men der skal ikke så meget slinger i valsen.
- Vi har trænet rigtig godt efter Midtjyllands-kampen. Der har virkelig været knald på. Det skal vi overføre til kampen.
- Er kampen mod Midtjylland ude af systemet?
- Det skal den være. Det er sådan i håndbold, at vi forbereder os, spiller en kamp og smider det væk og er klar til næste opgave. Sådan er det i den her sport.
- Det med at hænge sig i spildt mælk er det dummeste, man kan gøre i den her branche.
- Men som træner og spillere har vi noget at bevise overfor os selv. Vi skal ind i kampen med det rigtige blik i øjnene. Det, der er afgørende, er at score mål. Det var problemet i Midtjylland og et problem i 2. halvleg i den første kamp mod Mors-Thy. Her blev Mors Thy's målmand, Kasper Larsen, spillet rigtig varm. En af opgaverne onsdag er at få Kasper Larsen til at blive en almindelig målmand. Det stiller krav til angrebet, så vi får bearbejdet deres forsvar og får gode afslutningsmuligheder.
- Vi har ikke haft problemer med at kreere chancerne men med at omsætte dem. Men vi skal også passe på med ikke at tale for meget om det, så det bliver en psykisk barriere.
- Jeg vil se et hold, der går i kamp for hinanden og tager livtag med energi og fight. Det kommer Mors med. De kommer med alt, hvad de har. For dem handler det om at få så mange point skrabt sammen, så de undgår de tre nederste placeringer. Det skal ikke være hos os, de henter dem, slår Claus Uhrenholt fast.
Facebook
Twitter
Instagram