Nu skal de kaste med pile | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
28. april 2015


Pelle schilling og Phillip Holm er gode til at kaste med en håndbold. Det ved vi!

Men hvordan er de til at kaste med dartpile? Det ved vi ikke. Men vi kan få det at vide i den kommende weekend den 2. og 3. maj. Her afvikles Denmark Open og Denmark Masters i dart, og arrangementet vil blandt andet indeholde en dyst mellem eliteklubberne i fodbold, ishockey og håndbold i Esbjerg. Og det er her, Pelle og Phillip kommer ind i billedet. De er nemlig vores repræsentanter i denne elitedyst.

Selve stævnet løber over to dage, lørdag den 2. maj og søndag den 3. maj, og forventes at trække de bedste spillere fra ind- og udland.

De indledende runder afvikles i Granly Hockey Arena og finalerne spilles i Blue Water Dokken, såfremt der ikke skal spilles håndbold her.

Arrangørerne, Dansk Dart Union i samarbejde med Sports- og Eventpark Esbjerg, vil forsøge, at skabe den stemning, som man oplever i de store turneringer, som i den seneste tid er blevet vist på TV.

Derfor har arrangørerne en række forskellige tiltag, bl.a. stort lysshow, live DJ, live musik, kendis dart m.m.

Dysten mellem de store idrætsgrene i Esbjerg er planlagt til lørdag den 2. maj kl. 15:00. Idéen er, at hver klub stiller med to spillere, som spiller double mod de øvrige klubber for at finde ud af, hvilken klub der er bedst til dart. Så der er en god ide at møde op lørdag eftermiddag og heppe på Pelle og Phillip.