Oplevelsesrig tur til Køln | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
1. juni 2015

Der var masser af god håndbold, seværdigheder, sjove oplevelser og hygge, da en del af Ribe-Esbjerg HH’s sponsorer og administration var i Køln for at se final four i weekenden.

I tre busser velvilligt udlånt af CB auto gik turen fredag morgen klokken seks af sted mod syd, og første besøg gjaldt et bryggeri, hvor der var lejlighed til ved selvsyn at se, hvordan godt øl bliver til. Derefter var der indkvartering og aftenen var til fri disposition.

Lørdag formiddag var der mulighed for at se på Kølns seværdigheder så som den berømte domkirke, eller man kunne slentre en tur langs Rhinen, inden turen gik til det imponerende arena, hvor semifinalen blev spillet.

Søndag var der vinfestival i byen, og det fandt nogle af deltagerne ud af, så de fik smagt på tysk vin inden den spændende finalekamp søndag eftermiddag.

- Og det var en fantastisk oplevelse at se 20.000 mennesker i den arena. Den eneste sikkerhedskontrol, der var, var da vi skulle vise billetterne. 20.000 mennesker forsamlet uden så meget som den mindste smule tumult. De respektive holds tilhængere var blandet, og alle jublede og græd med deres helte, men alt skete i god ro og orden. Det er håndbold, når det er bedst, fortæller direktør Rikke Tangaa.

Efter kampen gik turen tilbage mod Danmark, og det var en flok trætte deltagere, der landede tidligt mandag morgen. Men alle var flere oplevelser rigere.

Der var stemning på lægterne

En fantastisk arena

Der var tid til hyge og en forfriskning

- og et godt grin.

En radtionel måde at servere øl på.


De kan det der med en festlig optakt til kampene.

(foto Cecilie Winther)