Rart at spille om noget, der gælder | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
2. februar 2015
Nu hvor VM-pausen synger på sidste vers, er det nogle spændende måneder, vi rent håndboldmæssigt går ind i.
lykkes det at nå 8. pladsen eller ...?
Lykkes det at komme i slutspillet eller ....?
Det er det, de kommende måneder vil give svaret på, og den første antydning af svar kommer på fredag, når vi tørner ud mod Lemvig-Thyborøn i Lemvig.
En af de, der er klar til opgøret er Morten Nyberg.
- Jeg har haft lidt problemer med låret og lysken, men det bliver bedre og bedre, fortæller Morten Nyberg.
- Så du er klar til fredag?
- Ellers skal der da ske noget helt vanvittigt inden.
- Og det bliver rart at komme i gang igen?
- Det bliver dejligt at komme til at spille nogle kampe, der gælder noget.
- Vi har spillet nogle træningskampe, hvor vi også har været presset men vundet alligevel, og det bliver dejligt at komme rigtigt i gang, selv om det bliver en svær kamp at starte med efter pausen.
- Men på papiret i hvert fald er i favoritter?
- Det er en kamp, vi skal vinde. vi er favoritter, men der er andre hold, der har dummet sig i Lemvig. Det gør vi nu ikke. Jeg tror helt klart, vi vinder den kamp.
- Der er vel heller ikke råd til at sætte point til, selv om det kan være svært at spille i Lemvig med et godt tændt hjemmepublikum?
- Vi kan jo selv styre, hvor stor indflydelse det publikum skal have, men det er virkeligt vigtigt med de to point, så vi holder os inde i kampen om slutspilpladsen. Vi har ud over Lemvig bl.a. Odder, SønderjyskE og Mors-Thy tilbage, og det skulle gerne give otte point og så forhåbentligt en overraskelse mod et af de øvrige resterende hold, påpeger Morten, der også gør gældende, at de hold, vi konkurrerer med om 8. pladsen også skal møde hinanden, så derfor er der ikke råd til at sætte point til på fredag.
- Vi er bedst indbyrdes mod GOG og Århus, og vi tabte knebent til Mors-Thy på udebane, så kan vi vinde lidt større på hjemmebane, er vi også bedst her. Det kan også komme til at tæller med, understreger Morten.
De sidste syv modstandere for os er Lemvig-Thyborøn, KIF Kolding København i Brøndby, Odder hjemme, SønderjyskE i Sønderborg, Team Tvis Holstebro hjemme, Ålborg Håndbold ude og Mors-Thy Håndbold hjemme.
Derefter ventet slutspillet forhåbentligt.