Rasmus er på vej tilbage | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
28. maj 2016
Medens freden langsomt sænker sig i Herre Boxerligaen med afviklingen af de sidste finalekampe i aften (lørdag den 28. maj), er forberedelserne til den kommende sæson så småt begyndt rundt omkring.
Vores Rasmus Boysen er en af de spillere, der spændt venter på den nye sæson.
Som bekendt blev Rasmus ramt af en korsbåndskade i en af de første kampe, og den har holdt ham ude af ligaen siden.
- Men det går planmæssigt med genoptræningen, og målet er, at jeg skal være helt klar efter sommerferien. Jeg er begyndt at træne med i hallerne dog sådan, at jeg undgår de store retningskift og fysisk kontakt med de andre spillere. Og jeg er fortrøstningsfuld med henblik på mit come back, siger Rasmus.
Ud over at træne med holdet løber Rasmus tre gange om ugen, ligesom han laver styrketræning.
- Det går fint, men jeg er forsigtig. Vi har ofte set, at hvis man kommer for tidligt i gang, så kan der komme en ny korsbåndskade, og det vil jeg ikke ud i. Jeg skal være helt parat, inden jeg går i gang. Men jeg er fortrøstningfuld.
- Hvad har du fået tiden til at gå med?.
- Jeg har faktisk beskæftiget mig mere med håndbold, end jeg normalt gør. Lige nu er jeg i Køln for at se håndbold, og ud over at træne med holdet har jeg også trænet med mig selv, og så har jeg fulgt med i al det håndbold, jeg har kunnet komme til. Desuden arbejder jeg lidt ved siden af, fortæller Rasmus i telefonen fra den tyske by.
Rasmus er kendt for at være lidt af en nørd hvad håndbold angår, og han er bl.a. hyret af hbold.dk som ekspert.
Og forhåbentligt ser vi ham for alvor på banen igen efter ferien.