Rúnar er faldet godt på plads i Esbjerg | Nyheder | REHH

25. september 2018
Foto leveret af: Photo-Andersen.dk

Rúnar Kárason - Ribe-Esbjerg HH’s nye islandske højre back - har fået en udemærket start på holdet og er pt. topscorer for REHH og kåret som man of the match to gange og har været repræsenteret på rundens hold to gange indtil videre. 

Rúnar er kommet godt på plads i Esbjerg V, hvor han har købt hus med sin kone Sara og deres to børn; Salvar på snart 5 år og Soffia på 3 år. “Det har været både sjovt og hårdt, men nu er det sværeste overstået – alt det kedelige; pakke ud, hænge op på væggene, rydde op - er nu klaret. Det har været svært at få børnene på plads i børnehaven (uden at de kan snakke dansk), men det går heldigvis også godt nu. Den største udfordring pt. er vores æbletræ - det er sindssygt stort og mangler opmærksomhed”, udtaler Rúnar med et smil på læben.

Hans familie og ham er netop flyttet til Esbjerg efter at have boet i Tyskland, hvor han spillede for TSV Hannover-Burgdorf: “Jeg synes godt om Esbjerg. Det er en meget mindre by end Hannover, hvor vi har boet til sidst, men restauranterne og alt andet passer bedre til vores smag. Og så er det godt at bo ved havet. Det er ligesom i Reykjavik, hvor jeg kommer fra”

Når Rúnar ikke spiller håndbold, bruger han tid på familien og børnene: “Jeg bruger meget tid hjemme. Jeg er ikke så “outgoing”, så det er vigtig for mig at have luksus hjemme i stedet for, som for eksempel at have en god kaffemaskine. Jeg kan også godt lide at lave god mad, og når vi har fri, og jeg har tid til det, så er der altid god aftensmad på menuen”. 

Rúnar spiller for Ribe-Esbjerg HH i trøjenummer 5 - et nummer der betyder meget for ham: “Det er nummeret som alle i min familie har brugt, da de i sin tid spillede håndbold - både min morfar, mor, og morbror. Og så har jeg fået det på landsholdet også. Så da jeg flyttede fra Tyskland (hvor jeg spillede i nr. 24), ville jeg gerne skifte tilbage til nr 5.”

Rúnar er også landet godt på holdet, hvor han mener Niels Dahl bliver den største bidragsyder til bødekassen. Og i forhold til fodboldopvarmningen udtaler han: “Alle de unge spillere er teknisk bedre end os gamle. Jeg tror dog, Simen er den bedste”.

Ambitionen for Rúnar er at komme i toppen af den danske liga: “Vi skal arbejde meget og koncentreret. Vi er mange nye spillere, og det tager tid. Mit job er at skyde på mål, når der er en god chance og også at hjælpe de unge spillere til at komme godt på plads – jeg prøver det bedste, jeg kan”.

Nu på lørdag kan du se Rúnar og resten af herrerne i aktion, når vi møder Århus Håndbold i Blue Water Dokken kl. 16:00. Der er til kampen gratis entré i samarbejde med Esbjerg Kommune, så kom i hallen og støt herrerne til en sejr. Derudover vil der også være gratis hoppeborg og slush ice til alle børn. Billetter kan hentes online ved at klikke her indtil 4 timer før, eller ved billetsalget på dagen. 


Foto: Ingrid Anderson-Jensen /Nordlyset72