Så er vi igang igen | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
21. juli 2015
Det var i følge cheftræner Claus Uhrenholt stort set en frisk og veloplagt trup, der mødte op til sæsonens første træning mandag i Ribe efter en lang og god sommerferie.
Når jeg skriver stort set, hænger det dammen med, at nogle spillere af den ene eller anden årsag indtil videre er ude af billedet.
Vores nye spiller, Jonas Bruus Tidemann, er som bekendt ude i lang tid med et skadet korsbånd. Sebastian Frandsen er godt på vej tilbage igen efter en kæbeoperation, og om en uges tid ventes det, at han kan deltage i fællestræningen.
Mark Nikolajsen er p.t. på ferie i Amerika, men vender snart tilbage, og det samme gør vores to andre unge talenter, Pelle Schilling og Jacob Holm, der indtil videre gør det rigtig godt ved VM for U21 i Brasilien, som du kan se her på siden.
Holdet er som bekendt en blanding af "nye" spillere og "gamle" kendinge, og en af de, der måske ser helt ny ud men ikke er det, er Morten Nyberg. En kendsgerning er, at Morten (billedet over disse linjer) har tabt sig kraftigt i denne sommerferie, og det blev ikke mindst bemærket af cheftræneren, der er fuld af respekt for den indsats, Morten har ydet i den forbindelse.

Træningskampe

Allerede på lørdag lægger ligaholdet ud med en træningskamp. Den spilles i Tønder mod det tyske hold, Bad Swartau, og tirsdag den 28. juli følger en træningskamp mod Mors-Thy Håndbold i Skærbæk.
Fra og med onsdag den 12. august til og med lørdag den 15. august er holdet i træningslejr indeholdende bl.a. en træningskamp mod Randers, og senere følger træningskampe mod TM Tønder og SønderjyskE men mere herom senere.
Sæsonpremieren finder som bekendt sted på hjemmebane i Invactor Arena i Ribe mod nyoprykkerne fra Skive med start klokken 19.30.

 Rasmus Lind, ny målmand, i aktion under træningen.

Fysioterapeut Sidsel Jørgensen instruerer Jonas Bruus Tidemann og Sebastian Frandsen.

Troels, Phillip og Rasmus holder en pause under træningen og følger de andre.

Foto: Mogens B