Sådan!!!!!!!! | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
30. oktober 2015
Sådan skal det gøres. Fornuftigt angreb, et godt forsvar og en målmand i form af Rasmus Lind, der havde en meget stor redningsprocent.
Det er opskriften på, hvordan man slår HC Midtjylland med 28-21 efter 14-18 ved pausen.
En fantastisk kamp, hvor REHH i store dele af kampen spillede HC Midtjylland ud af Blue Water Dokken på "røv og albuer"
Der er ingen tvivl om, at det er den bedste kamp, REHH har spillet til dato i denne sæson.
Kampen mod Skive var god, men med al mulig respekt, var det på en anden baggrund. Kampen mod Skanderborg var også god, og det samme var det meste af kampen mod GOG. Men det kommer ikke på højde med denne aftens kamp.

Nyberg havde sin store andel i sejren

Fra start til slut stod forsvaret rigtigt godt, og Rasmus Lind i målet tog både det, han skulle, og rigtig meget af det, man ikke kunne forvente af ham. Og i angrebet blev der spillet med fornuft og tålmodighed, til chancerne var der.
Scoringsprocenten var langt højere end i de foregående kampe, og det er netop det, der har været holdets akilleshæl: for ringe udnyttelse af chancerne. Men det blev der rådet bod på denne aften.
Nogle vil nok sige, at HC Midtjylland ikke var "sig selv". Nej, det kan de have ret i, men hvorfor var de ikke det. Det kunne jo skyldes, at REHH både i forsvar og angreb spillede det bedste, vi har set i denne sæson.

En forløsning

Det var en flok glade spillere, der kunne trække sig tilbage efter kampen.
På spørgsmålet: hvad har du at sige til kampen, kom det prompte fra Rasmus Berthelsen: - Ikke så meget.
Og efter en lille pause: - Det er en forløsning. Det er dejligt, at folk begynder at komme tilbage efter skader, ikke mindst Morten Nyberg. Vi rammer Midtjylland på en rigtig god dag. Forsvaret står rigtig godt og målmanden er rigtig god.
- Er det ikke den bedste kamp, i har spillet hidtil?
- Det er det nok. En målsætning var at komme over 25 scorede mål, og så er det dejligt at se på måltavlen, lyder det fra Rasmus.
Troels Jørgensen: - Det er bare dejligt. Det er fedt. Kampen viser, at vi er der selv efter modgang. Det hele kører. Det er fedt.
Morten Nyberg havde en stor del af ansvaret for den gode kamp, og han hæftede sig ved, at alle bød ind.
Også Rasmus Lind glædede sig over, at alle bød ind: - Vi har tidligere spillet, hvor deres målmænd har haft en stor redningsprocent, men i dag skyder vi deres målmand rigtigt. Vi laver mange mål, og det er i første halvleg, vi grundlægger sejren. Vi hjælper hinanden hele kampen, og det skal vi som hold gøre, hvis vi vil være med.
Og alle var efter kampen enige om, at det var en forløsning.

Troels Jørgensen gjorde det godt i kampen.

Man of the match

Pelle schilling blev af publikum kåret som man of the match med 40 procent af de afgivne stemmer.
Han blev hædret med gaver af Meet and More og Cityforeningen i Esbjerg.

Kampen i tal

Målscorere REHH: Jacob Holm 8, Pelle Schilling 5, Morten Nyberg 4, Morten Vium 4, Kasper Nielsen 3, Troels Jørgensen 3, Mark Nikolajsen 1.
Midtjylland: Kasper Kvist 6, Kasper Gudnitz 4, Jacob Østergaard 2, Martin Hansen 2, Rasmus Porup 2, Nicolai Nørager 2, Bastian Stræde 1 og Lasse Justesen 1.
Udvisninger: REHH 6 x 2 min. Midtjylland 4 x 2 min.
Dommere: Per Olesen og Claus Gramm Pedersen.
Tilskuere: 816.

Foto: Lars Elkjær