Spændende udekamp i Nordsjælland | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
27. februar 2020
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

Lørdag kl. 15:00 spiller REHH drengene mod Nordsjælland i Helsinge Hallerne. Et kig i tabellen vil uundgåeligt overlade favoritværdigheden til os, hvilket vi lever fint med. Vi er helt bevidste om, at der kommer tryk på ”kedlerne”, da det for hjemmeholdet handler om fortsat overlevelse i den bedste række. Vi er ligeledes under pres - blot efter point i bestræbelserne på at opfylde et af vores store mål: deltagelse i slutspillet. 

Lørdagens værter er en sammenlægning af tre klubber i Helsingør, Helsinge og Hillerød, der sammen har skabt et spændende miljø og en klar identitet som udviklingsklub – på flotteste vis. Anført af et stærkt trænerteam er Nordsjælland Håndbold et fuldt ud konkurrencedygtigt ligahold, og der venter os helt sikkert en svær opgave.

Vores drenge er meget opsatte på at ramme topniveau. Trods lidt tvivlsomme spillere i Lasse Uth og Daniel Ingason (pga. af skader) er vi alle sammen klar til levere en præstation, der skal give os de eftertragtede point med hjem.


/Kristian Kristensen
Cheftræner