Træningskamp: Anders Thomsen har lagt en plan! | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
23. januar 2024
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

Ribe-Esbjerg HH – SAH
d. 24.januar kl. 14.00 i Blue Water Dokken


REHH-spillernes uge i Porto Santo stod på hård fysisk træning. Nu står den på 5 skrappe træningskampe. Den første gav sejr over ligaens nr. 2 i Fredericia. Onsdag tager REHH imod endnu en stærk modstander, når Skanderborg AGF møder op i Blue Water Dokken. Anders Thomsen har lagt en plan:

I kampen mod FHK fik vi banket rust af. Defensivt var der gode takter og fine præstationer af begge målmænd. Offensivt så vi mange gode omstillinger i kontraspillet, specielt i første halvleg. Og vi fik trænet 7 mod 6-spillet i sammenlagt små 30 minutter.

Til onsdagens kamp mod SAH skal vi have fortsat fokus på samspillet mellem forsvar og målmænd - og den hurtige omstilling til kontraspillet. Derudover kommer vi til at have fokus på nogle af de angrebsmæssige detaljer, som vi lige nu arbejder med.

Flere af spillerne var ikke på banen i Fredericia. Det samme bliver tilfældet mod SAH. Set i lyset af, at vi har tre kampe i weekenden til Winter Cup i Tyskland, så handler det også om at disponere på ressourcerne.”

Nu er rusten fejet op fra halgulvet i Fredericia. Vi glæder os til at følge REHH-teamets arbejde de næste 5 dage på fokuserede udviklingsområder. Det er jo dét, træningskampe er til for!

Der er gratis adgang.


/Lars L