Udekamp mod Nordsjælland | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
23. april 2019
Foto leveret af: Ingrid Anderson-Jensen - Nordlyset72

Ovenpå lørdagens sejr over Lemvig-Thyborøn går turen onsdag til en svær udekamp i Nordsjælland.

Med 4 points i nedrykningspuljen er der ro på med henblik på næste sæson. Det betyder ikke, at REHH tager let på tingene. Målet er at vinde puljen. Det kan ikke være anderledes, når man var to sekunder fra at havne i slutspillet.

Nordsjælland Håndbold er et spændende hold. Først og fremmest med playmaker Johan Meklenborg som den store regissør og afslutter, men også med den spændende venstre fløj Lasse Uth som flere år i træk har haft en bemærkelsesværdig høj scoringsprocent og evner at dække back i forsvaret. Desuden råder Nordsjælland over en tungt skydende Kasper Kisum på venstre back, som voldte os store problemer i det første opgør i grundspillet og den tidligere REHH-spiller Aku Kreutzmann, der mestrer at spille på alle tre backpositioner.

For REHH gælder det om at bringe spillet fra anden halvleg af lørdagens kamp frem. Det var gedigent håndværk, når det er bedst. I begge ender af banen. Kan vi så få tilført lidt flere kontrascoringer, vil det være rigtig fint. Der er muligheder i den fase.

Under alle omstændigheder handler det om at slutte sæsonen af på bedst mulig vis. Det gør vi med en sejr i Nordsjææland, ved at være fokuseret og klar mod KIF Kolding og Mors-Thy og vinde puljen.

Fundamentet for en god næste sæson skal allerede støbes nu.

/Sune Agerschou