Vi delte med Skanderborg | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
25. marts 2017

Skanderborg har altid været en svær bane at spille på, og Skanderborg-spillerne har før voldt vores ligahold problemer. Således også denne lørdag eftermiddag, hvor en intens og spændende slutspurt dog endte med, at vi fik et point med hjem. 

Det ene point betyder, at vi som minimum er sikre på 7. pladsen i grundspillet, da vi nu er tre point foran KIF Kolding København på 8. pladsen. Mors-Thy Håndbold kan overtage vores 6. plads, hvis Mors-Thy Håndbold vinder sin sidste kamp mod TM Tønder i Tønder og vi taber vores sidste kamp mod BSV i Blue Water Dokken på onsdag.

28-28 blev resultatet af kampen mod Skanderborg Håndbold efter 17-12 til hjemmeholdet ved pausen.

De sidste minutter af kampen blev særdeles nervepirrende, da resultatet kunne gå til hvad side, det skulle være, men med et halvt minut igen faldt det udlignende mål for REHH.

Det blev en lidt pudsig kamp, hvor begge hold i perioder havde momentum.

REHH lagde bedst ud, men efter små 22 minutters spil var stillingen helt lige10-10. Her fik Skanderborg en stærk periode, og de næste godt otte minutter vandt hjemmeholdet 7-2, så Skanderborg kunne gå til pausen med en føring på fem mål.

I anden halvleg kom REHH ud som lyn og torden, og efter små fire minutters spil var stillingen reduceret til 16-17, og der var atter spænding i kampen. Men så svarede Skanderborg igen og bragte sig på 24-19, da der manglede et kvarter af kampen.

Mange frygtede, at kampen dermed var afgjort, men REHH ville det anderledes, og med en solid indsats anført af Jacob Holm med tre stratetisk vigtige mål kom REHH på 26-27, og et mål på straffekast af Phillip Holm bragte lighed i regnskabet.

Skanderborg kom på 28-27, men Jacob Holm sørgede med sin sidste scoring igen for balance i antal scorede mål. 

Dermed endte kampen 28-28 og et point er helt klart værd at tage med fra denne kamp, samt at vi fik alle spillere i spil.

Tilfreds træner

Cheftræner Claus Uhrenholt var efter kampen fint tilfreds med at komme hjem med et point og holde fast i stimen med ikke at tabe.

Om selve kampen sagde Claus Uhrenholt:

- SønderjyskE vinder over Randers, og så bliver anden halvleg sådan lidt la la. Skanderborg kunne ikke nå noget, og det kunne vi heller ikke. Vi fik brugt hele bænken. Benjamin Holm og ynglingespilleren Anders Christiansen var på banen, og de to målmænd fik hver en halvleg.

- Momentum skifter et par gange under kampen?

- Momentum skifter med nogle udvisninger. Vi starter kampen fint og falder ud det sidste kvarter af første halvleg, hvor vi ikke dækker aggressivt nok, og vore backs taber for mange dueller.

- De scorer 17 mål i første halvleg, og det er for mange. Men vi skifter også ekstremt meget ud, og det skaber knapt så god en rytme på vores hold. Så lad det nu ligge.

- Vi er bagud med fem og får os fightet og kæmpet tilbage. Vi får et point fremfor et tab, og det er to forskellige måder, at gå fra kampen på. Det er Skanderborg, der skal være irriteret over ikke at vinde og ikke os.

- Jeg forholder mig til, at vi lægger point på. Får vi de næste syv kampe uden at tabe, så skulle det være underligt, om vi ikke også vinder et par stykker, og så er det ikke helt ringe, når tabellen gøres op, siger Claus Uhrenholt med henvisning til slutspillet.

Han peger også på, at der skal lægges 25 procent til i slutspillet i forhold til dagens kamp: - Men det kommer også. Nu har vi en kamp mod BSV på onsdag, og så skal batterierne lades op.

Kampen i tal

Målscorere: REHH Jacob Holm (billedet) 8, Rasmus Nielsen 4, Philip Holm 4, Anders Christiansen 2, Lukas Karlsson 2, Aku Kreutzmann 2, Pelle Schilling 2, Jonas Tidemand 1, Søren Tau 1, Rasmus Boysen 1og Sonny Landberg 1.

Skanderborg Håndbold: Andreas Væver 8, Rasmus Kaagaard 4, Kasper Irming 3, Martin Larsen 3, Mike Haack 3, Basard Hakaj 2, Morten Kirk 2, Frederik Ladefoged 2 og Mikkel Kaagaard 1.

Udvisninger: REHH: 4. Skanderborg: 7.

Tilskuere: 1057

Dommere: Morten Lehan Albrechtsen og Martin Lykke.