Vi fulgte godt med | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
11. februar 2015
Det blev det sidste kvarter, der blev helt afgørende for opgøret i Brøndbyhallen mellem KIF Kolding København og os.
Resultatet blev den ventede sejr til KIF på 26-22 efter 13-11 ved pausen.
Men vores drenge fulgte godt med det meste af kampen, og da der manglede godt et kvarter, var vi kun bagud med et enkelt mål, nemlig 17-18.
Der var dog på intet tidspunkt for alvor tvivl om udfaldet af kampen. Hver gang vi kom i nærheden af KIF var det som om, de satte et ekstra gear på og igen trak fra.
KIF Kolding København stillede med stærkeste opstilling, og der var ingen, der blev skånet, selv om der forestår en vigtig kamp mod Barcelona.
Vores hold spillede en fornuftig kamp, hvor der blev kørt nogle lange angreb og ikke blev taget chancer. Desværre var målmandspræstationerne ikke helt i top. Sebastian Frandsen stod det første kvarter, hvorefter Nicolai Neupart kom ind resten af halvlegen. I anden halvleg stod Sebastian hele tiden, men redningsprocenterne blev ikke for store for nogen af keeperne.
I den anden ende havde Kasper Hvidt bedre fat i vores skytter. I det hele taget var det som om, KIF kom lidt for let til deres mål, mens vores spillere skulle kæmpe mere for at komme på tavlen.
I det sidste opgør mod KIF Kolding København i Blue Water Dokken spillede Troels Vejby Jørgensen en flot kamp, og det samme var tilfældet i Brøndby, hvor Troels blev topscorer for os med 7 mål.
De øvrige målscorere blev Morten Vium, Pelle Schilling og Matias Helt hver med 4 mål, Rene Antonsen med 2 og Jacob Holm med 1.
For KIF Kolding København scorede: Lukas Karlsson, Torsten Laen, Bo Spellerberg og Kasper Irming hver 5 gange, Cyril Viudes 3, kim Andersson 2 og Magnus Landin 1.
Udvisninger: KIF 2, REHH 2.
Dommere: Martin Lykke og Claus Adelgaard.

En god kamp


I REHH-lejren var der trods nederlaget tilfredshed med kampen.
- Spillerne fik ros. De kæmpede rigtig godt, og vi stod godt i forsvaret, ligesom der blev spillet fornuftigt i angrebet. Der var lige et tidspunkt, hvor spillet lige gik hurtigt nok, men det fik vi styr på, fortalte assisterende træner Ole Nielsen efter kampen.
- Vi havde dog fire 100 procents chancer, der blev brændt, men vi ved også, at når Kasper Hvidt er i det humør, så tager han alt..
- Vores målmandspræstation var ikke helt på toppen?
- Den var noget svingende, men det var også gode skytter, de var oppe mod.
- Det var en lærerig kamp på den gode måde, og der er masser, vi kan tage med her fra, fastslår Ole Nielsen.
En af vores konkurrenter til 8. pladsen, Århus Håndbold, hentede i øvrigt en "lussing" i Skjern, hvor Skjern vandt 34-24.