Vi røg ud af pokalturneringen | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
24. februar 2015
Hvis det gamle ord om, at en dårlig generalprøve giver en god premiere holder stik, og hvis vi betragter landspokalkampen mod SønderjyskE tirsdag aften som generalprøve på lørdagens turneringskamp i Sønderborg, venter der os en stor kamp i Skansen.
Pokalkampen tabte vi med 23-31 efter 13-17 ved pausen, og der var intet, der lykkedes for vores hold i denne kamp.
Allerede i første halvleg fik man en fornemmelse af, hvor det bar hen.
SønderjyskE var klart overlegen. Allerede efter ni minutter var SønderjyskE foran med fire mål, og det tætteste, REHH kom, var at være bagud med tre mål.
SønderjyskE havde relativt let ved at komme til skud. REHH's forsvar kunne ikke dæmme op for gæsterne, og i den modsatte ende tog målmand Dan Fryer Andresson godt fra og stod en flot halvleg. Det gav mange kontraer til SønderjyskE, der blev udnyttet mens vores angribere havde svært ved at komme på skudhold.
Anden halvleg blev stort set en kopi af første.
Der var ikke meget, der lykkedes for vores drenge. Heldet var bestemt ikke med spillerne, og de små marginaler, der kan være så betydningsfulde, gik alle SønderjyskE's vej.
Glimtvis viste flere af vores drenge godt spil. Det gjaldt ikke mindst Phillip Holm og hans bror Jacob Holm, men der var flere af drengene, der sled og slæbte. De ramte bare ikke denne aften.
Ronnie Mathiasen kom efter næsten et års skadespause på banen i en kort periode, og han scorede et flot mål.
Efter kampen kunne cheftræner Claus Uhrenholt konstatere, at det var fuldt fortjent, at SønderjyskE vandt.
- De spiller med stor fysik, og de vinder duellerne mand mod mand i begge ender af banen. Når det er sagt, vil jeg også sige, at jeg ikke er tilfreds med vores forsvarsspil og heller ikke med målmandspræstationerne. Selv når forsvaret står godt, går boldene ind, sagde Claus Uhrenholt, der fortsatte:
- de går også til os i angrebet, og de kyser vores spillere. Vi laver alt for mange personlige fejl. De kommer jo på stribe, og SønderjyskE laver rigtig mange mål på vores fejl.
- Vi laver alt for få frikast i forsvaret. Skal vi vinde i Sønderborg på lørdag, skal vi have langt mere dybde i forsvaret og skal have langt flere afbrydelser af deres spil.
- Sønderjyske kom i aften ikke med noget, vi ikke vidste, de ville komme med, men vi var ikke klar på det, vil aftalte inden kampen. Desuden mangler vi fysik i duellerne, og det kan vi ikke nå at oparbejde til på lørdag.
- Så skal vi vinde, skal det være på taktikken. vi skal være rigtig smarte, konstaterede Claus.

Efter kampen blev Phillip Holm kåret som kampens spiller for REHH, og Cecilie Winther hyldede Phillip for indsatsen.
Kampen i tal:
Målscorere: REHH: Jacob Holm 5, Philip Holm 4, Morten Vium 3 (2), Matias Helt 3 (1), Mark Nikolajsen 2, Ronnie Mathiasen, Mads Overgaard, Rene Anthonsen, Rasmus Bertelsen, Morten Nyberg og Alexander Engholm Nielsen hver 1.
SønderjyskE: Kasper Køser 7, Andreas Toudahl 7, Simon West Kristiansen 5, Kenneth Bach Hansen 4, Gøran Sørheim 4, Magnus Andersen 2, Magnus Gullerud 1 og Claus Kjeldgaard 1.
Udvisninger. REHH 0, SønderjyskE 2.
Dommere: Martin Gjeding og Mads Hansen.