Vi skal spille uden håndbremse | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
9. maj 2017

Når ligaholdet torsdag aften møder Skjern Håndbold, er det en på alle måder spændende kamp at stille op til.

Ikke alene er Skjern Håndbold altid en spændende modstander, men for langt de fleste af vores spillere er det også første gang, de er ude i det, der reelt er en medaljekamp.

Der er ingen tvivl om, at Skjern er favoritter, og træner Jan Leslie mener, at procentuelt fordeler det sig med 70 til Skjern Håndbold og 30 til REHH.

- Skjern Håndbold har erfaring med de her kampe. Det er første gang, vi prøver det, og de er på hjemmebane. De er favoritter. Alt presset er på dem, og vi kan spille totalt frit.

- Vi skal gå ind og nyde det og tage hvert forsvar og angreb for sig og se, om vi kan være med og skabe overraskelsen til sidst. Spillerne skal gå ud og nyde det og tage de chancer, der kommer, siger Jan Leslie.

Han siger videre: - I al den tid, hvor jeg har været med, har det vist sig, at det ikke nok, at man er favoritter på papiret. Man skal som favoritter kunne stå for presset, og de andre kan spille uden håndbremser. Det er netop det, vi skal, og det er lykkedes rigtig godt for os i de sidste 14 kampe med ni sejre, tre nederlag og to uafgjorte kampe. Det skal vi holde fast i.

- Så alt kan ske?

- Vi ved, der står 0-0, og vi at spiller to gange 30 minutter, så resten af indholdet skal vi selv forme. Det vil være en stor skuffelse for Skjern ikke at komme i finalen. Det skal vi lukrere på.

- Hvordan ser skadeslisten ud?

- Vi er tæt på at være fuldtallige, lyder det fra Leslie.