Vigtig sejr i sæsonpremieren | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
1. september 2018

Lørdagens udekamp mod Mors-Thy Håndbold blev en spændende en af slagsen. På en svær udebane med larmende Mors-Thy fans lykkedes det dog REHH at hive en smal sejr på 29-31 hjem efter en pausestilling på 15-15.

REHH fik en god start på kampen, særligt ført an af unge Simen Schønningsen på højre back. Han gjorde det både til 0-1, 0-2 og 0-3 og bidrog i alt med 6 scoringer i 1. halvleg. Også flere andre bød godt ind angrebsmæssigt. Forsvarsmæssigt kneb det dog mere, og Mors-Thy hang godt på. 6 min. før pausen udlignede de for første gang i kampen. At forsvarspillet ikke sad helt i skabet, resulterede i at Tim Winkler havde det svært på den bagerste skanse. Han blev i starten af 2. halvleg udskiftet med Søren Haagen, der var kampafgørende med flere vigtige redninger.

Mors-Thy Håndbold kom godt fra start efter pausen og bragte sig flere gange foran. Runar Karason udlignede dog både til 19-19, 20-20 og 21-21. Midt i 2. halvleg var stillingen 24-24. Herefter fik forsvaret bedre fat, og REHH kunne stille og roligt trække fra og bringe sig foran med 27-31 med 3 min. tilbage af kampen.

”Det er dejligt endeligt at komme i gang. Selvom vi har nogle udfordringer, særligt i forsvaret, bliver der kæmpet godt over hele linjen. Og så kan man jo sige, at det var godt, vi netop har været i Serbien til en træningsturnering, så vi var vant til at spille på Balkan”, sagde assistenttræner Morten Seier efter kampen med et glimt i øjet.

 

Målscorer: Lukas Karlsson 6, Simen Schønningsen 6, Kasper Kvist 6, Nicolai Pedersen 5, Runar Karason 5, Rasmus Nielsen 2, Miha Zvizej 1

/Anette Knudsen